Sådan forløber et døgn hos Stoffer.
Vi gør det alle med samme ‘rytme’, men med små forskelligheder fra hjælper til hjælper. Brug nedenstående som rettesnor, men find din egen vej sammen med chefen
Døgnplan ved Stoffer.
Hjælperen står op ca. ved 07:30-tiden og laver kaffe, tager rundstykker op af fryseren og lægger dem på brødristeren.
Så tages Stoffer op og sættes på bækkenstolen med tissekolben. Hjælperen kan evt. gå ned og tage tøj på og rydde op på værelset samt åbne vinduet. Derefter gives der et glas HUSK til Stoffer sammen med hans piller. Det kan variere, hvad der er af piller i æsken, så tag den rigtige ugedag. Efter HUSK et glas Cultura og to glas vand. Nu skal Stoffer have ro til at blive færdig. Han siger selv til, når han er færdig. Dække bord til morgenmad, hvis det ikke er gjort i aftes. Husk at skifte viskestykke og karklud ud. Afløseren møder ind kl. 08.00, og der snakkes lige kort om, hvad der er sket, og om der ligger noget, Stoffer har planlagt for dagen. Husk at tage evt. skraldeposer og andet affald med ud, så det er pænt til den næste.
Morgenpleje og bad:
Når den hjælper, der skal hjem, er gået, går morgenplejen i gang. Stoffer skal tørres bagi og vaskes med en skumklud efter toiletbesøg. (Dette gælder alle tider på døgnet.) Så skal Stoffer i bad. Først skal der lige lidt vand i håret, og så skal der en klud rundt i ansigtet, og søvn fjernes fra øjnene. Så skal han skylles med vand over hele kroppen, også ryggen. Stoffer kan læne sig frem. (Det tager lidt tid.) Så skal han vaskes (tag tre skumklude): Klud 1: til ryg og højre arm/hånd. Og slut af med at lægge kluden i hånden. Klud 2: maven og venstre arm og hånd. Lad kluden blive i hånden. Klud 3: til ben og diller og rumpe. Så skulle han gerne være helt dækket af skum nu. Hvis han vil have vasket hår, så peger han op på håret inden badet starter, eller man kan evt. lige spørge. Så skal der skylles godt, husk også inden i hænderne.
Så skal det tørres godt, også inde i hænderne. Det er det store håndklæde, der hænger på badeværelset. Det lille i samme farve er til rumpe og diller, når der er givet tøj på.
Creme mv.:
Først skal der lige duppes øjne med Blepha Sol på en af de små gase servietter, der står sammen med. Hele kroppen smøres i Matas carbamid bodylotion. Hænder, albue, og fødder får lige en tur med Helosan også. Så er det tid til noget duft. Der må man pege sig frem, og når man rammer den ønskede, så siger Stoffer ja. Husk at give ham tid til at kunne svare.
Der gives nu tøj på i gangen. Og det er tøj, der evt. ligger på kurven inden for døren, ellers findes der noget sammen med Stoffer. Nu rejses Stoffer op, og man tørrer rumpen og dilleren og får bukserne op, inden Stoffer går ved støtte over i kørestolen.
Morgenmad:
Tid til morgenmad. Stoffer kan selv spise brød med en gaffel (den med sort skaft). Typisk får han en halv rugbrød og 3 kvarter fra et rundstykke.
Ingen smør, men marmelade på brødet og ost ovenpå. Kommenost på rugbrødet og en halv skive uden kommen på den sidste kvarte. De to første kvarte varierer mht. ost. Det skal lige være skåret i bidder. Der vil efter spisning være en kvart rundstykke tilovers. Den får Stoffer som det første til frokost. Husk at aftale, hvad der skal laves til aftensmad, og tjekke op på, om det er der, eller om der skal handles ind. Efter morgenmad ryddes der op, og Stoffer skal have børstet tænder. Han kører ud i gangen til døren ind til badeværelset, og han får det hvide håndklæde om halsen.
- Først skyller man munden.
- Så bruges tandtråd, og der skylles igen.
- Der børstes tænder, først for oven og så for neden. Der skal ikke skylles efter, der er børstet. Kun lige tørres om munden og på hagen.
Så kan der være aktiviteter ude af huset eller opgaver herhjemme, der skal laves. Stoffer og kalenderen har styr på det.
Frokost:
Hjælper Stoffer med at spise. Han fortæller selv, hvad der skal på hans rugbrød. Er der spist rundstykke til morgen, så husk at starte med det kvarte rundstykke. Når I er færdige med at spise, ryddes der op, og det er tid til et hvil.
Hvil:
Efter frokost er det tid til et hvil. Stoffer går med støtte fra kørestolen ind i soveværelset, knap bukser op og træk dem lidt ned, inden du sætter Stoffer på sengen. Det gør det noget nemmere at tage dem af, når han er kommet op og ligge. Bukserne af. Og lige tørres i skridtet med det lille håndklæde. Læg den ene pude mellem hans ben/fødder. Der gives læbepomade på, og albuer og højre pegefinger smøres med Aloe Vera creme. Propolis (eller hvordan det staves) Stoffer vil gerne have gardinet trukket lidt op. Stoffer kalder, når han vil op igen.
OBS: Er det en travl dag, kan det godt være, at Stoffer bare får et hvil i lænestolen. Så skal han have en pude under nakken, sko af og tæppe over sig.
Kaffetid:
Stoffer får to kopper kaffe med mælk i, evt. noget kage eller andet, hvis han har lyst.
Eftermiddag:
Hvad den bringer, ved Stoffer eller efter kalenderbogen. Det kan være rengøring, slå græs eller andet, som der trænges til lidt ”hjælp” til. Måske skal I ud af huset.
Kl. 17. Pille. Der er en halv pille i æsken. Den gives sammen med et glas vand.
Aftensmad:
Det laves af hjælperen. I spiser sammen, og man hjælper Stoffer med at spise, og gerne med en ske. Når man har spist, skal Stoffer over i lænestolen, hvis ikke man skal ud af huset. Hjælperen rydder op efter aftensmad og får tømt skraldeposer og smidt andet affald ud samt vasket op og tømt opvaskemaskinen. I løbet af aftenen får Stoffer to kopper kaffe med mælk. Måske frugt eller kage. Han beder selv om det.
Sengetid:
Stoffer skal have et glas vand med to tsk HUSK i, og et glas vand med Movicol. (HUSK og Movicol er oppe i skabet over kaffemaskinen) efterfulgt af et glas alm. vand. Så skal Stoffer fra lænestolen over på bækkenstolen. Det foregår inde i stuen ved lænestolen og han køres ud på badeværelset. Husk at trække bukserne ned, hvis Stoffer lige vil have lidt tid på wc. Det spørger man om, inden man flytter ham. Evt. tid på toilettet. Også tørre og vaske som om morgenen.
Tandbørstning som om morgenen. Der bruges tandtråd. Og skylles mund. Og så børster man tænder, først for oven og så for neden. Der skylles ikke mund efter at ha’ børstet.
Stoffer skal have duppet sine øjne med BlephaSol på en gazeserviet. Stoffer har lidt småskør hud, så tit bliver han smurt med creme. Men det skal han nok fortælle, ellers skal den hjælper, der er taget hjem, nok prøve at huske at sige det.
Så skal Stoffer i seng. Man kører bækkenstolen ind til sengen, Han kommer op og står ved siden af sengen, bukser knappes op og trækkes ned, så det er nemt at få bukserne af, når han ligger i sengen. Først ned og sidde på sengen, så drejes/vendes han, så han får sine ben op i sengen og kommer ned og ligge som til middagshvil. Her tages bukserne af, Stoffer tørres i skridtet, og der lægges en pude mellem hans ben. Nu smøres med propolis creme og læbepomade. Stoffer vendes om på højre side og får den ekstra dyne i ryggen (den skal være rullet sammen som en pølse). Jeg plejer at rulle den sammen og lægge den op ad sengehesten, inden jeg lægger Stoffer i seng, så er den ved hånden, når man skal bruge den. Når han ligger på højre side, skal man lige trække højre skulder og arm fri. Dilleren ”rulles” ned i tissekolben, så det er klart til nattens tissetår.
Stoffer kalder på et tidspunkt i løbet af natten, når han vil vendes. Man trækker dynen væk og trækker i vendelagenet, til Stoffer ligger på ryggen, og der plejer han også at ha’ tisset. Når man er oppe og vende Stoffer om natten, så vendes også hans pude og dyne. (Om sommeren kan der bruges dynebetræk uden dyne, hvis det er meget varmt.)
Om morgenen tages Stoffer op og sættes på bækkenstol, og der gives et glas HUSK sammen med piller. (Husk at tage den rigtige ugedag.) Herefter et glas Cultura og to glas vand. Der ryddes lidt op, evt. tømmes skraldespand mm., så der ser ok ud til næste døgn. Inden sengetid kan man dække bord til i morgen. Der skal sættes en tallerken til Stoffer og til hjælperen. Kniv og gaffel til begge samt to teskefulde og en kniv med takker. Et krus til hjælperen og et til Stoffer. Husk at lægge ny klud og viskestykke frem til næste dag, så vi altid får skiftet dem ud.
Dette var en beskrivelse af et døgn, fortalt af en hjælper. Men I skaber hurtigt selv jeres egen måde og rutiner at gøre tingene på, så dette er kun til lige at læne sig lidt op ad og komme i gang.
Rigtig god arbejdslyst. Og er du i tvivl om noget, så ring til en af os faste hjælpere. Hellere en gang for meget end en gang for lidt. 😊
Tina, april 2025