1. April – Morten skriver:
Sikke en dag.
Jeg mødte ind med fuld oppakning til dagens planlagte dont kl. 8. Chefen havde sovet lidt for længe, men dog på tønden (+aff) med Husk i hånden.
Tina gav referat fra dagen mens jeg tankede kaffe. Vi fik også ringet til lægen for høre hans mening om venstre fods blodudtrædning (som ser bedre ud end i sidste uge). Lægen mente at det ’blot’ er en lille karsprængning, som man kan ha’ det i f.eks. et øje, som er relativt naturlig. Den skal bruge lidt tid på at forta’ sig, men vi skal selvfølgelig holde øje med udviklingen.
Efter morgenmaden rykkede vi udenfor og aftalte hvad der skal vaskes ned, og hvad der ganske enkelt blot skal smides på genbrugsstationen. På med regntøj og støvler og så ellers i gang med vask af havemøbler mv. De blev skyllet og fik algefjerner til sidst. Derfor er der lidt gråt på terrassen.
Chefen nød solen imens han kontrollerede at alt gik ordentligt for sig derude.
Efter frokost og lur var det tid til anden halvleg, som bestod i at fjerne de 2 forpjuskede gevækster i de sorte potter og få dem kørt på Revas sammen med et par stole.
Afgang til bowling kl. 17.30, hvor Tanja endnu engang viste, at hun er i en klasse for sig for tiden. Bagefter fællesspisning med tykke maver til følge, så det blev en stille aften i sofaen , da vi kom hjem. Godnat blev der sagt 23.30 og nattens vending foretog vi kl. 04.20.